Nu får du lige et godt råd. Og jeg vil rigtig gerne have at du spidser ører i stedet for at scrolle videre.
Er du nervøs for indbrud?
Har du styr på hvilke smykker du har?
Vi laver smykkevurderinger for forsikringsselskaberne, hvor vi hjælper dem og deres kunder, med at finde ud af hvilke smykker der er blevet stjålet.
I den forbindelse skal vi notere hvilken dokumentation kunden har for sine smykker. Alt for mange kunder har nærmest INGEN dokumentation. De har arvet smykkerne, de har smidt æskerne ud og de har ingen certifikater.
Og det er ikke ret godt, hvis man vil sikre sig, at man er dækket efter indbrud.
Derfor: Gå ind nu og læg alle dine smykker frem og tag et billede af dem.
Det er bedst hvis du lægger dem på ternet papir, så man har en idé om størrelsen på smykkerne.
Det er vigtigt at tage billeder af detaljer i smykkerne. Tag billeder af stemplerne, så du kan dokumentere at din 18 kt guldkæde er ægte guld og ikke kun forgyldt sølv. For hvis du ikke kan dokumentere det, så er du ikke sikker på at få den erstattet.
Billedet sender du til din bedste veninde eller din mor eller lægger det i din dropbox. For hvis det ligger på din telefon eller din computer og du mister den, så er du lige vidt.
Gør det nu!
90% lover sig selv at de vil gøre det, men glemmer alt om det. Og de ærger sig helt vildt, når de pludselig står med skægget i postkassen. Del gerne med dine venner, så de også får registreret deres smykker.
PS: Har du certifikater, kvitteringer, æsker med byttemærker så tager du selvfølgelig også billeder af det.